Onsdagen var en glimrende dag for det danske
aktiemarked, hvor næsten samtlige aktier i C20-indekset sluttede dagen med
stigninger. C20 Cap-indekset steg 0,8 pct. til indeks 561,05..
Frontløber i indekset var FLSmidth, der efter
tirsdagens stigning på 3,7 pct. fortsatte sin sejrsgang med en stigning på 6,6
pct. til 385,2 kr. per aktie i onsdagens
handel.
FLSmidth aflagde årsregnskab tirsdag med et plus på
767 mio. kr. - et nøk over forventningen på 755 mio. kr. Den finske forsikringskoncern Sampo leverede onsdag
morgen et pænt regnskab, og da koncernen sidder på 24,6 pct. af ejerskabet i
Topdanmark, kan regnskabet være et pejlemærke for Topdanmark-regnskabet, der
kommer til marts. Topdanmark-aktien tager en stigning på 1,9 pct. til 1258 kr.
per aktie.
Lundbeck sluttede med en stigning på 1,8 pct. uden
større selskabsspecifikke nyheder.
DSV flyttet sig op på en fjerdeplads efter, at
koncernen købte Seatainers. DSV steg 1,7 pct. til 142,5 kr. per. aktie. Som
de eneste eliteaktier i rødt sluttede Danske Bank uden store selskabsspecifikke
nyheder med et moderat fald på 0,3 pct. til 106,8 per aktie.
Efter Danske Bank kom A.P. Møller - Mærsks B-aktie.
Mærsk-koncernen har med Maersk Oil for anden gang i træk måttet se en
prøveboring komme op af havet med kedelige resultater for den norske
kontinentalsokkel. Mærsks A-aktie steg dog 0,3 pct. til 42.480 kr. per.
aktie, mens B-aktien faldt 0,1 pct. til 44.440 per. aktie
Den kriseramte fodboldklub Brøndby IF aflægger
årsregnskab på mandag. Aktien faldt 5,5 pct. til 10,4 kr. Der var
markant udsving i Europas obligationsmarkeder i løbet af onsdagen. Mens
Sydeuropa trak fra med solide rentefald, måtte Nordeuropa - med Storbritannien
i front - tage rentestigninger.
Ugens store nøgletal, det amerikanske detailsalg,
landede tungt midt på eftermiddagen - dog uden at skabe voldsomt røre i
markederne. Detailsalget havde i januar en fremgang på 0,1 pct., hvilket ifølge
Bloomberg News var nøjagtigt som ventet.
Renten på den 10-årige danske statsobligation steg 4
basispoint til 1,82 pct. i effektiv rente i forhold til 1,78 pct. ved lukketid
tirsdag. Det er fjerde handelsdag i træk, at renten stiger.
I Storbritannien steg renten på den 10-årige,
toneangivende statsobligation hele 11 basispoint til 2,2 pct. i effektiv rente.
Tyskland og Frankrig fik også rentestigninger med på vejen på henholdsvis 5
basispoint til 1,68 pct. og 3 basispoint til 2,3 pct.
I Sydeuropa tog Italien, Spanien og
Portugal rentefald på trods af, at Italien havde auktion over statsobligationer
tidligere på dagen, hvor den effektive rente blev markant højere end ved den
sidste auktion i januar.